Svampe
4 november, 2007 af mettehel
Det er svampetid og det har det sådan set været længe. Men jeg kom først af sted ud i skoven i dag, hvor det er den første weekend af november. Mine forældre har et lille hus i Sverige, som er omgivet af skov. Det er meget svært at finde svampe nu, hvor alle bladene lige er faldet af træerne, men ser man godt efter er der masser af dem.
Der er noget helt specielt ved at finde sin egen mad – og så er det jo top-økologisk. De fleste jeg kender, bliver ret svære at stoppe, når de udstyres med kurv og svampekniv. Sportsmanden kommer op i en på en helt anden måde, end når man forsøger at placere sig i den korteste kø nede i supermarkedet.
De svampe, jeg især godt kan lide lige nu er kantareller og tragtkantareller, trompetsvampe, ametysthat og karl johan. Til foråret glæder jeg mig til gul svovlporesvamp og morkler. Svampe skal tilberedes ret grundigt og det er vigtigt, de får høj varme på en stor pande med olie på i starten, så de kan smide væden. Herefter må man godt skrue lidt ned og tilføje smør eller andefedt og krydderier - eller hælde dem videre over i en sauce eller stuvning. De skal aldrig skylles i vand, men renses med en børste, en sløv kniv eller fingrene og evt. en fugtig klud, hvis det er nødvendigt. Trompetsvampe skal gerne lige ’åbnes’ og tjekkes for snegle, jord og bænkebidere indeni. Salt og hvidløg klæder de fleste svampe og får den gode svampesmag frem. Desuden er et drys persille ofte godt.
Nogle svampeopskrifter
