Yndlingsrestauranter i København
11 november, 2007 af mettehel
Nedenfor er samlet en række af de restauranter, vi bedst kan lide i København. Vi går ud og spiser ofte, gerne flere gange hver uge. I uskøn orden kommer her vores anbefalinger til de steder, fra de helt billige asiatiske restauranter, over caféer og til toprestauranter, man under ingen omstændigheder må misse.
![]()
Gourmetrestauranter
Hvis du har mange penge at bruge og gerne vil bruge dem på noget godt, anbefaler vi:
Ensemble - vi har ikke været der siden, de har fået nye ejere, og heller ikke efter at en af de nye ejere har forladt stedet igen. Men hvis niveauet holder er det godt!
Formel B - autentisk fransk køkken på topniveau og leverandør af byens bedste vinmenu
MR - hvis man godt kan lide det lidt eksperimenterende og meget hyggeligt
Noma - vi har været der mange gange, og de bliver bare bedre og bedre. Mad, vin, stemning og betjening går op i en højere enhed
Pierre André - fint på den meget franske måde
Restaurationen - her skal man gå hen og drikke gammel bourgogne og anden dejlig vin til få penge
Andre restauranter
Til en hverdagsaften i godt selskab kan vi godt lide:
Aamanns - Endnu et dejligt smørrebrødssted med en god butik, hvor man kan købe hjemmelavet leverpostej, fonder og andet god. Der eksperimenteres over temaet smørrebrød og nogen gange lykkes det godt - andre gange ville vi foretrække forlægget.
Bacchus - byens bedste og mest autentiske vinbar med dejlig foie gras og ost og nogle fantastiske vinfund
Banzai - byens bedste japanske restaurant, hvor du kan spise dig mæt og glad for under 200 kr.
Christian 4-tal - vores nyeste yndlingsfrokoststed med hjemmelavet smørrebrød, økologisk øl, god kaffe og hyggelig stemning med ild i pejsen. Og så ligger det meget tæt på, hvor den ene af os bor på Christianshavn. Se vores anbefaling
Famo - rustik, italiensk mad. Bedre end italienerne selv laver det. Vores anbefaling
Granola - dejlig hjemmelavet morgenmad hele dagen
L’Education Nationale - byens bedste og mest autentiske brasserie. Perfekt til afslapning og et hæderligt måltid efter en shoppetur. Vores anbefaling
Les Trois Cochons - Vores favorit blandt Cofocos 3 restauranter. Især hovedretterne er rigtig gode
Luns - gennemført autentisk afslappet koncept med plettet, krøllet menukort og god mad i gryderne. Vores anbefaling
MS Amerika - flot, let og veltilsmagt mad plus stort vinkort og kyndig betjening. Læg hertil Danmarks bedste kokkeelev i køkkenet, og en succes er skabt. Især til prisen, som er imponerende lav.
Månefiskeren - vi elsker Christiania på en varm sommerdag og på Månefiskeren får man dejlig morgenmad med brød fra Lagkagehuset, blødkogte æg og hjemmeskåret ost
Oubæk - fantastisk brasserimad og ualmindeligt uhøflig betjening. God til date og familien fra Jylland.
Pastis - dejlig, veltilsmagt fransk brasserimad og udmærket vinkort midt i byen. Priserne er meget rimelige.
Pak Ka - fantastik hjemmelavet dim-sum på Halmtorvet. Super billigt. Vores anbefaling
The Rice Market - lækker thai med et ekstra twist. Godt til hverdag eller før en bytur. Se vores anbefaling
Royal Garden - dejlige dim sum og meget børnevenligt. Se vores anbefaling
Salon 39 - Stærke cocktails og virkelig god mad til prisen på Frederiksberg. Godt til både hverdag og fest. Vores anbefaling
Sofiekælderen - hyggelig café med ærligt kort og dejlig hjemmelavet aftensmad hver dag
Sommelier - dejlig mad som ikke koster så meget og et flot vinkort. Vores anmeldelse
Sushi Nørregade - Byens bedste, friskeste sushi
Taverna Sokrates - Græsk restaurant som mest anbefales på grund af den gode stemning - maden kan man lave ligeså godt selv. Men man slipper for opvasken og føler sig altid hjemme og velkommen. Se hvad vi har skrevet om Sokrates
Tea Restaurant - Skøn kineser til hverdag og fest. Et rigtig godt sted at invitere SU-veninderne eller en date hen. Se vores anbefaling
Thai Corner - byens bedste thairestaurant. En nummer 55 og to forretter, så er søndagen reddet
Tokyo - Byens mest autentiske - og skandinaviens ældste - japanske restaurant. Deres sukiyaki er fantastik - og så får man lov at sidde på gulvet
Traktørstedet - vores yndlingsfrokoststed nummer 1. Dansk smørrebrød fortolkes ikke bedre!
Viva - dejlig mad til få penge og bølgegang som sørger for, vinregningen heller ikke bliver alt for høj. Vores anmeldelse
I relation til dine tendenser for 2008 - er jeg spændt på det nordiske køkken. Kan det blive noget i nærheden af Noma - som er en restaurant i “verdensklasse” - kan det ikke blive meget bedre.
TT