Velkommen til Madbloggens nye skribent Amalie
4 marts, 2008 af mettehel
Så fik vi en på krogen. Efter i månedsvis at have skrevet på vores forside, at vi gerne ville have hjælp fra andre, som var lige så madnørdede som os selv, var der endelig en, som bed på.
Navnet er Amalie og hendes allerførste indlæg kan ses her. Det er en gribende beretning om to små kokkeelevers besøg på en meget stor og dyr restaurant. Heldigvis med lykkelig slutning.
Jeg har kun lige nået at dele en kande te med Amalie, sladre lidt om fælles venner fra branchen og ryste på hovedet af situationen i fødevareindustrien. Udover det ved jeg, at hun bor på Nørrebro, er kokkeelev på MS Amerika, har virkelig meget på hjerte og er 25 år gammel. Resten vil jeg overlade til hende selv:
Jeg har valgt kokkeuddannelsen, fordi jeg virkelig godt kan lide mad og tænkte, at det måtte være den bedste måde at sikre, at jeg så kunne spise hele tiden uden forstyrrelser - jeg blev klogere… Håber at alle danskere snart vågner op af døsen og begynder at forlange, at alle de riv-rav-ruskende vanvittige ting, der sker i vores fødevareindustri stopper omgående! Og at der findes folk derude, der vil være med til at danne en klub, der hedder : “Man skal spise ostebord hver aften.” Hvis jeg ikke skulle være kok, så ville jeg gerne være anmelder af gode film, eller den der filmede alle de vilde jagter i dyrefilm - uden at jeg havde siddet og ventet på en savanne i to uger….