Madbloggen i Politiken
16 maj, 2008 af mettehel
Her til morgen var vi nævnt i en artikel i Politiken. Der stod i korte træk, at madbloggere får stadig større magt og at vi bliver flere og flere. Nogle prominente køkkenchefer blev interviewet og overvejende var holdningen, at madbloggere kunne være ok, fordi de populære ofte også var ret gode til det, de gjorde.
Det er en interessant diskussion og min holdning er helt klart, at den personlige anmeldelse er mindst ligeså interessant som den professionelle. Jeg er heller ikke sikker på, madbloggere per definition er dårligere rustet til at anmelde restauranter end dagbladenes anmeldere. For vores eget vedkommende har vi til sammen spist på 1000-vis af restauranter i ind- og udland. Vi er desuden to, som arbejder som kokke, to som har en akademisk kommunikationsuddannelse og to, som har beskæftiget sig med vin gennem smagninger, vinkortsammensætning og vinrejser de sidste mange år, og meget snart to, som har egen restaurant med alt hvad det indebærer af praktisk indsigt i branchen (ja, og vi er så 3 i alt). Billedet øverst er af Eva og Heinrich Breuer, fra vores besøg hos Georg Breuer i Rheingau under høsten sidste år. Vi har så at sige fingrene mere nede i selve produktet end journalisterne ofte har, netop fordi vi også har tid til at arbejde med mad og vin rent praktisk.
Vi har pt. omkring 15.000 besøgende om måneden, og det tyder da på, at mange godt kan lide det, vi laver.
I artiklen var vores gode ven Mogens fra madkultur.dk også nævnt, ligesom to fra vores blogroll - verygoodfood.dk og spisordentligt.blogspot.dk

Madkultur FTW!
Ja, Mogens ovre på Madkultur er en meget klog mand, som vi andre madbloggere lærer meget af. Hans viden og engagement er ganske imponerende.
Tror I ikke at det er mennesker uden uddannelse der menes?
Det er en oftest set holdning, fra visse personer, at fordi man ikke har en lang uddannelse, så kan man kun sidde i kassen nede i Netto og ikke vide en fløjtende fis om andet
I går jo også selv ramt forbi, med jeres baggrund - som er imponerende - ligesom jeres netsted.
God vind.
Mvh.
Michael Jacobsen
Til lykke med omtalen. Sjovt at læse hvordan de ‘professionelle’ anmeldere pludselig er blevet visse restauratørers bedste venner, der borger for kvaliteten!
Artiklen er iøvrigt tilgængelig på politiken.dk.
Ja, Morten, det er egentlig lidt sjovt. For normalt synes restauratører jo netop, at anmelderne tit har overset noget/misforstået konceptet/haft en dårlig dag etc. Men de fleste kokke i artiklen syntes jo faktisk også bloganmeldere var ok.